Området / Restauranter

Restauranter

 

   
   
I Torrevieja findes hundredvis af restauranter med køkkener fra hele verden. Man kan få serveret det meste: traditionel spansk mad, fransk mad, østrigsk wienerschnitzel, svensk husmandskost, pasta og pizza, kinesisk mad, argentinske specialiteter m.m. Vær dog opmærksom på, at mange restauranter i første række til vandet er turistfælder, dvs. dyr og kedelig mad- af og til suppleret med en lidt arrogant betjening.
 
At spise ude er stadig relativt billigt. Til frokost, der er spaniernes hovedmåltid, kan man mange steder købe en Menu del dia til ca. 9 Euros. Inkluderet er typisk forret, hovedret, dessert, drikkevarer og brød.

De mange forskellige spanske små-retter der kaldes Tapas findes overalt. Man bestiller typisk 3-5 forskellige Tapas, der ligger flot anrettet i køledisken på enhver lille bar og restaurant. Prøv det!
 
Vi har i det følgende valgt at omtale restauranter i og omkring Torrevieja, som vi har besøgt og kan anbefale på grund af beliggenhed, service, pris/kvalitet og naturligvis maden:
 
 
Restaurant Bar La Marina, bag ved aftenboderne ved indgang til lystbådehavnen:
 
 
Torreviejas ældste spisested med en spansk uformel atmosfære, hvor man spiser omkring et grønt område med udsigt til lystbådehavnen. Rigelige portioner, god husets vin, dejlig stemning.
Prøv de mange lækre fiskeretter, især havaborre (seabass) og søtunge (sole) er et must. Spørg tjeneren, hvis de ikke fremgår af menukortet:
 
 
Tapasrestauranten Pantasana, Plaza Isabel ll, 6 (overfor Mercado de Abastos):
 
 
Populær ny tapasrestaurant beliggende på én af de nye gågader beliggende parallelt med strandpromenaden. Man bestiller lækre tapas fra 1 Euro pr. stk såsom tortillas, krabbesalat m.m. Er hurtigt blevet en meget søgt restaurant blandt de lokale.
 
Pizzaria Roma, Plaza de Waldo Calero (for enden af fredags markedet, ved det store springvand):
 
 
Uden sammenligning de bedste pizzaer i byen, og generelt italienske retter af høj kvalitet.. Læg dertil, at betjeningen er hurtig og venlig, og at de tilbyder specielle børnestole.
 
Poolrestauranten La Rosaleda, Jacinto Benavente no. 27:
 
 
Populært sted på grund af den gode stemning ved poolen. Fornuftigt prisniveau, mellem 8-12 Euros for en hovedret (store portioner), ca. 5 Euros for en flaske husets vin. Skandinavisk ejet. Om søndagen i sæsonen tilbyder stedet BBQ ml. 14-18 til kun 12 Euros.
Fra boligen gå ned mod kysten og tag 4. vej til højre ind mod byen (Jacinto Benavente). Huset kommer 800 m fremme på højre hånd.
 
Restaurant La Fina Boca (FBI), Avenida de la Mancha Centro comercial Alameda:
 
 
La Fina Boca er flyttet i større lokaler på Avd. de la Mancha i Alameda komplekset, hvor der findes flere restauranter og barer. I stueetagen serveres øl, kaffe, drinks, is og frokostretter, hvorimod restauranten befinder sig på første sal.
Det er stadig den belgiske mesterkok Christian Lehane og hans hustru Ana, der residerer her. Stedet er især fredag og lørdag fyldt op. Derfor er det en god ide at bestille bord i forvejen. De har mange eksotiske retter på menukortet såsom grillet stillehavshaj, krokodille, kenyansk antilope, kænguru, grillet gnu, grillet zebra og lammeribben fra New Zealand. Restauranten er også kendt for nogle fantastiske forretter og desserter. Vi kan varmt anbefale den belgiske forret, rejer i hvidvins/ostesauce.
Åbent mandag-fredag fra kl. 08-24 og lørdag-søndag fra kl. 10-24...Menukort også på dansk.
 
 
 
Rancho Blanco Restaurant, Carretera Torrevieja-Orihuela, 4.4 km. fra Torrevieja:
 
 
Restaurant og ranch i landlige omgivelser (1,6 km. ad en smal grusvej). Berømt for den fantastiske atmosfære og høje madkvalitet. Læg dertil rigelige portioner (kæmpe oksebøffer) og rimelige priser: Menuer fra 25-30 euros, der indeholder velkomstdrink, forret, hovedret, dagens dessert, brød, drikkevarer og kaffe. I højsæsonen ofte flamencoshows om fredagen.
 
Gert Brudthagen Olesen | Kignaesbakken 31, Jaegerspris - DK | Tlf.: +45 51 33 18 89 | brudthagen@hotmail.com